Skip links

Instruktioner og Vejledning

Log ind i Udtaleappen

Brug dit unilogin, når du skal logge ind i Udtaleappen. Dit fremskridt gemmes, så du kan bruge Udtaleappen fra alle enheder.

Vælg øvelser

Når du er logget ind i Udtaleappen, vælger du hvilke bogstavpar barnet skal træne. Vælg mellem (d-g), (t-k) og (l-n).

Selve træningen

Vælg mellem fronting, backing, nasalering og lateralisering. Lad barnet eksperimentere, og støt undervejs.

Hvad skal jeg vælge i startmenuen?

I startmenuen skal du først vælge de 2 lyde, som barnet skal lære at skelne fra hinanden. Det vil sige den lyd, som du ønsker barnet skal lære (mållyden), og den lyd barnet erstatter den ønskede mållyd med (erstatningslyden).

Tanin og ikke Kanin

Siger barnet fx en ’tanin’ i stedet for en ’kanin’, er mållyden k og erstatningslyden t. I det tilfælde vælges lydkortene k og t. Herefter vælger du hvilken fonologisk proces barnet har. Det kan være fronting, backing, nasalering eller lateralisering. Siger barnet ’tanin’ i stedet for ’kanin’ er der tale om fronting, da det er bagtungelyde, barnet erstatter med fortungelyde.

Hvis barnet siger ’kiger’ i stedet for ’tiger’. Du vælger lydsymbolkortene k og t. Herefter vælger du backing, fordi barnet det er fortungelyde, barnet erstatter med bagtungelyde.

Flere eksempler

Barnet siger ’dul’ i stedet for ’gul’. Du vælger lydsymbolkortene for d og g. Herefter vælger du Fronting.

Barnet siger ’gelfin’ i stedet for ’delfin’. Du vælger lydsymbolkortene for d og g. Herefter vælger du Backing.

Barnet siger ’læse’ i stedet for ’næse’. Du vælger lydsymbolkortene for l og n. Herefter vælger du Lateralisering.

Barnet siger ’nego’ i stedet for ’lego’. Du vælger lydsymbolkortene for l og n. Herefter vælger du Nasalering.

Progressionen i Udtaleappens forskellige faser er som følger.

Faserne:

I Gåsefolden: Her trænes skelnen af lydene i enkeltlyd, fx /k/. Øverst på skærmen er der 10 mulige gåsefjer der kan vindes til at kanøfle den frække hund med til sidst. Når barnet har løst 8 ud af 10 opgaver korrekt, bliver det sendt videre til hønsegården.
I Hønsegården: Her trænes skelnen af lydene i stavelser, fx /ki/. Øverst på skærmen er der 10 mulige æg at få. Når barnet har løst 8 ud af 10 opgaver korrekt, sendes det videre til hesten.
I Hestestalden: Her trænes skelnen af lydene i nonord/vrøvleord, fx /kæs/. Øverst på skærmen er der 10 mulige hestesko at få. Når barnet har løst 8 ud af 10 opgaver korrekt, sendes det videre til uglen i skoven.
Uglen i skoven: Her trænes skelnen af lydene i rigtige ord. Øverst på skærmen er der 10 mulige tunge bøger at få. Når 8 ud af 10 opgaver er løst rigtigt, føres barnet ind i en opgavetype, der omhandler skelnen af minimalpar.

Minimalpar er ord, hvor kun en lille lyd afgør om det er det ene eller det andet ord/betydning, fx ko og to, kop og top. Der er 5 minimalparopgaver, som alle skal løses korrekt, inden barnet kan bevæge sig videre til fase 2, der starter tilbage i hønsegården. Når opgaverne i minimalpar er løst, gælder det om ikke at blive for ivrig og sige fx ’Kan du sige kamel?’, men tålmodigt bevæge sig videre til fase 2. Uglen beder barnet om at gå tilbage til hønsene for at sige det samme, som de gør, så kan barnet få endnu flere æg til at kanøfle hunden med.

I fase 2 handler det overordnet om at få barnet til selv at producere mållyden og erstatningslyden i stavelser og vrøvleord. Ved hjælp af stavelser og vrøvleord kan barnet fokusere på ordets lydlige side fremfor ordets semantik og dermed undgås, at barnet udtaler et kendt ord med den erstatningslyd, det har været vant til at bruge.

Altså skal barnet tilbage i hønsegården, trykke på en høne, lytte til en stavelse og vælge det lydkort, der passer til, sådan som barnet hele tiden har gjort. Når barnet har trykket på lydkortet, fremhæves dette og en lille optageknap med et talende barn dukker op på siden af kortet. Når barnet trykker på knappen, dukker et øreikon frem og stavelsen høres igen. Lige efter ses et ikon med et barn, der taler. Det betyder, at barnet skal sige den stavelse, det netop har hørt. Mens ikonet med barnet, der taler, er aktivt, optages barnets produktion, som straks efter afspilles, mens øreikonet vises igen. En stemme spørger ’Lød det rigtigt?’. Kan barnet ikke huske, hvordan det selv sagde ordet, kan du gentage, hvad barnet netop har indtalt. Lad så barnet vurdere, om det lød rigtigt i forhold til det lydkort, han/hun har valgt forinden. Lød det ikke rigtigt, kan du fx sige ’Du valgte jo /kkk/, så det skal starte med kukuret/kkk/. Skal vi prøve at sige det sammen? Kkk’. Børn gør det så godt de kan. Uanset om barnet rammer rigtigt eller forkert, er det vigtigt at anerkende indsatsen, fx med ’Godt forsøgt! Vi prøver den næste!’.
Samme opgavetype går igen i hestestalden, hvor barnet skal gentage vrøvleord, som troldene siger.

Fase 3 foregår hos uglen i skoven. Nu er vi nået til, at barnet får fremvist et billede af forskellige genstande, der indeholder enten mållyden eller erstatningslyden, fx /k/ og /t/. Barnet får ikke ordet at høre, men skal høre ordet inde i hovedet og herefter vælge den lyd, det vil bruge til at sige ordet. Når barnet har trykket på lydkortet, fremhæves dette, og en lille optageknap med et talende barn dukker op på siden af kortet. Når barnet trykker på knappen, dukker et ikon med et barn, der taler, frem. Det betyder, at barnet skal sige ordet med den lyd, det netop har valgt. Mens ikonet med barnet, der taler, er aktivt, optages barnets/spillerens produktion, som straks efter afspilles, mens et øreikon vises. En stemme spørger ’Lød det rigtigt?’. Kan barnet ikke huske, hvordan det selv sagde ordet, kan du gentage, hvad barnet netop har indtalt. Lad så barnet vurdere om det lød rigtigt i forhold til det lydkort, han/hun har valgt forinden. Lød det ikke rigtigt, kan du fx sige ’Du valgte jo /kkk/, så det skal starte med kukuret/kkk/. Skal vi prøve at sige det sammen? Kkkkamel’. Børn gør det så godt, de kan. Uanset om barnet rammer rigtigt eller forkert, er det vigtigt at anerkende indsatsen, fx med ’Godt forsøgt! Vi prøver den næste!’.

At kunne høre ordet inde i sit hoved, inden man siger det højt, skal simulere virkeligheden, hvor barnet også i en overgangsperiode skal overveje hvilken lyd, det skal bruge i et pågældende ord for at være sikker på at bruge den rigtige lyd.
Når barnet har klaret 10 ud af 10 opgaver rigtigt i fase 3, kan barnet endelig gå videre og få afleveret guldægget og kanøfle den frække gårdhund!